Editorial

Welcome to the pamphlet. the pamphlet is a local art zine. that features fine art. the pamphlet will give a qualified local art critique., in selfless service to our community. All critics, artists and curators are invited to contribute to the editors with their comments about art.

A zine is a self-published, non-commercial publication published in small editions. As for content, a zine can span from obscure fan cultures to politics. Since the zine has not gone through the institutional processes of the art world, it is raw. and: Uh, baby, we like it raw! :

the pamphlet is created in a mode or state of mind where the worries of competition, acclaim and social promotion do not interfere, because the pamphlet operates outside of commercial and institutional interests. Thus, this zine represents the possibility to work in an open field, across borders – all in a one-handed reading material format.

the pamphlet is distributed for free – In support of our local artists.  the pamphlet is not academic, but in direct style. the pamphlet is published at an irregular basis since the art people are so unreliable, however approx. every 2 months.

the pamphlet can be found in obvious places such as exhibition spaces and museums, but if you’re lucky, you can also find us in busses, kebab joints, trash cans, at bodegas and at schools.

the pamphlet #1 is mainly about recycling. You could call it ’the recycled issue’. It contains everything from dada-poems to eco-political art. In the nature of the pamphlet, the boundaries are almost non-existent, but we find that recycling is interesting in relation to art because this perspective can contain ready-mades, paraphrasing, repainting, paint-overs, adding, subtracting, expanding. Because art requires the ’new’ but is full of recycled matter. Because are lives on it’s own history, re-actualizes old works and reenacts performances.

Everything Is A Ready-made

”Looking for something new in art is as hopeless as looking for meaning in a Pauly Shore movie”

Around seven years ago, my art class teacher told me to paraphrase a famous painting. I was on my first semester, and still thought I would grow up to be an artist. (That was way before I realized that art would actually turn out to ruin my life) I chose a medieval painting of Saint George slaying the dragon. I painted a huge woman giving birth to capitalism or something of a similar nature. My teacher shook his fuzzy head at my “completely far-out use of color and shape” as he called it.

                 On my third semester I had an exam coming up and had to do an object-trouvé assignment. I was supposed to go out and find something trashy and mundane and turn it into art. I found a basket from a bike that had been run over, leaving it completely flat. I argued that it still had spacious qualities.

                  My teacher, who more often than not found himself nauseated by my works, actually liked it. I didn’t.

                  Between semester 1 and 3 I learned that paraphrasing, finding crap on the street and basically doing stuff already done is what art is all about. I was able to do something I knew would satisfy my teacher, something completely lacking of both content and originality but something that would be sure to be put up on the walls of every single cafe playing nothing but Norah Jones in an endless mind-numbing loop.

                 I gotta tell you I am tired of people wanting art to be new. Seems everywhere I look these days people are asking if it’s new. Just the other day, I read a comment by somebody requesting a new line of art criticism, in which one of the main criteria of evaluation ought to be ‘the new’. The way I see it, this culture’s obsession with ‘the new’ has got to stop.

                 Let’s be honest: art hasn’t come up with anything new since Marcel made the fountain in 1917. Don’t get me wrong. Marcel is my Hero, and I am not dissing art here, since I seriously see ‘the new’ as a pseudo and way out-played criteria.

                 Ironically, the end of all things new in art, the readymade, was part of the avant-garde, which largely rested on the idea that art has to be original, new, the forefront! What was shocking about the urinal, which Marcel renamed Fountain, was the idea of dignifying a commonplace object, thus challenging the accepted distinction between what was considered art as opposed to not art. And with a single stroke Duchamp shifted emphasis from the object, to the idea. Since then art has been infected with our cultures obsession with the new, and originality as a main criteria is still very much around (thanks, avant-garde).

                 Later on, years after art school, I glued a copy of Marcel’s writing on his Fountain, which says R. Mutt 1917, onto my own toilet. Thus, I made a copy-paraphrase-conceptual-piece. It was not new, but rested on the history of art and on the fact that recycling, repainting, reusing is an integrated part of art. So innate, actually, that they teach it to you on the first semester. That is why talking about what is “new” when you are an art critic seems so lame, but still the newness criteria lives on, simply because the concept of art has not managed to keep up with art IRL.

MBTD

Old is the new new!

Reenact & paraphrase

-  A performance about performance art 

In a dark and dirty basement in Berlin the performance ”Enzyklopädie der performancekunst”, played by Otmar Wagner and Florian Feigl, was on show a while back. The performance was set up as a classic art historian lecture – complete with binary Dias, PowerPoint show and Handouts. The two performance artists wore grey suits and white shirts. They began by welcoming the audience to the result of several years of research: an encyclopedia of performance art. Shifting from the role of university professors, they synchronously pinned a sheriff’s star in their left nipples to the insisting sound of loud techno music. Thus, the spectator was kept aware of the artists’ self-inflicted pain throughout the performance. And it was of course also an ironic comment to the violent history of performance art, including art icons such as ”Shoot” from 1971 and Bob Flanagan’s famous video clip from 1993 in which he puts a nail through his penis. Besides screening some of performance art’s most gruesome works, they displayed various spin-offs of the ’originals’ in which nails and guns were frequent visitors. As in the piece ”This Man Will Not Shoot” in which an artist placed himself in a New York street holding a gun and a promise not to use it. The two artists set out to systemize and catalogue performance art, only to realize that their project was stillborn. The point being that performance art cannot be captured by either art history or the art marked.

YNKB – Ydre Nørrebro Kultur Bureau

Reparation

YNKB blev stiftet i 2001 af kunstnere bosiddende på Ydre Nørrebro i København. Ydre Nørrebro er et tidligere arbejderkvarter, i dag Københavns tætteste befolkede bydel og den bydel, der har den største procentdel af indvandrere. Det var dog ikke kun et geografisk fællesskab, men også et fælles ønske om at skabe kunstneriske aktiviteter, der havde direkte relation til stedet og menneskene hvor vi befandt os, at relokalisere kunst til det lokale miljø.

Dette medførte et langvarigt engagement i græsrodsbevægelser i området for at skabe en aktivitetspark efter beboernes ønsker på de tidligere DSB-arealer ved Nørrebro Station. I tilknytning til forslaget om en aktivitetspark foreslog YNKB  at man anvendte de historiske fragtmandshaller til en moderne kunstinstitution af en hel ny type, hvor man ved at forbinde internationalt kunstnerisk research med det lokale liv og gennem mødet skabe mulighed for at udvikle en forskelligartet kultur.

YNKB søger at bruge dialog og samarbejde som en metode til at involvere deltagere og publikum i en fælles kunstnerisk proces, da YNKB anser kunst for at være et kollektivt forskningsprojekt, der foregår på et globalt og mellemmenneskeligt plan på baggrund af etiske holdninger, der udtrykker medmenneskelighed, åbenhed, selvbestemmelse, deltagelse, generøsitet og varme.

YNKB har hjemsted i Baldersgade, som er blevet anvendt til foredrag og diskussioner, videoscreenings og workshops, men deltager også i udstillinger og arrangementer både nationalt og internationalt. Netop nu på udstillingen ”Arvestykker” på Kronborg, hvor YNKB i samarbejde med Musikhuset Elværket i Helsingør har skabt en videoinstallation i kasematterne hos Holger Danske, hvor nydanskere søger at vække Holger Danske på ny ved at fortælle ham om deres drømme og skuffelser. Eller i Palæstina, hvor YNKB i samarbejde med kunstnergruppen Parfyme og studerende fra det nystartede kunstakademi IAAP (International Academy of Art Palestine) i Ramallah netop har påbegyndt et længere varende projekt ”Peoples Museum”, hvor ideen er at skabe et museum nedefra med deltagelse af lokale beboere og at lægge diskussionen, både hvad form og indhold angår, ud til menneskene i det område hvor museet skal etableres. Ikke uden en vis ironi må vi konstatere at det projekt ”Kunstfragt”, som YNKB kæmpede forgæves for  i Fragtmandshallerne på Ydre Nørrebro, måske bliver en realitet i Palæstina.

Reparationsworkshop.

YNKB har siden sommeren 2007 afholdt tre reparationsworkshops. En i Odense, København og Århus.

Ved Genbrug og reparation renoveres forbrugsgenstande som vi holder af.

Det er en måde at værdisætte ting, som får en anden betydning og ny æstetik, når de som masseproducerede forbrugsartikler bliver bearbejdet på ny som enkeltstående objekter. Deraf kommer udtrykket kulturel renovation.

Samtidig skabes en anden form for økonomi, end den markedet og konsumerismen reklamerer for. I medierne handler økologi om biler og vindmøller, mens genbrug og reparation ikke værdisættes som et samfundsøkonomisk resursebesparende alternativ.

Affald udgør et af de største samfunds problemer, - også i global målestol. En søgning på søgemaskinen Alltheweb 29 november 2002 gav 17,5 millioner hits på affald, mens terror gav 7,3 millioner, 6,5 millioner på fattigdom, 3,7 på arbejdsløshed, 3 millioner på racisme og hungersnød gav 1,5 millioner. Søgning på Google og andre søgemaskiner gav lignende resultater. (Se Zygmunt Bauman: Forspildte liv, s.35) Det drejer sig om materielt affald, hvor konsumerismen og kravet om nyt skaber større og større ophobning af skrald, men desværre også menneskeligt affald. Om mennesker, der ikke er behov for både i i-lande men navnlig ulande, hvor overflødiggjorte befolkningsgrupper er på flugt eller lever indespærret i slumbyer og flygtningelejre uden nogen fremtid eller som jaget vildt ved Europas og USA´s grænser.

Reparationsdage løser næppe verdens affaldsproblemer, men giver måske anledning til at overveje om en genstand virkelig er udtjent og skal på lossepladsen, eller om dens livstid kan forlænges med et lille greb. Desuden er det en sjov og måske den mest fornuftige form for kreativitet i en verden hvor stort set alt er opfundet og hvor jagten på nyt er blevet absurd. Der er intet der tyder på at større produktivitet eller flere opfindelser af dimser og forbrugsgenstande hverken kan redde eller ændre verden, tværtimod. Så hvorfor ikke glæde sig over det vi allerede har og prøve at få det til at fungere på ny?

Den amerikanske kunstner Keith Stern-Pirlot har skrevet følgende tekst i anledningen af YNKB’s reparationsworkshop:

Consumerism is a culture of addiction, driving its subjects to the consumption of ever-newer, “immaculate” products, in search of an ever-diminishing sense of satisfaction, always fleeting and never fully realized. Its most highly prized commodities come packaged in promises of enhanced pleasure, largely defined by increasing its purchaser’s desirability on the open market. In this situation, even a supposedly utilitarian object is defined less by its intrinsic value than by extrinsic needs imposed upon it for ulterior purposes, namely the consumer’s need for not only self-esteem, but, ironically, a sense of self in the first place.

Two of the many factors constraining an objects ability to do this, is when it breaks in a way disallowing its restoration to the original condition or when it shows wear, both, exposing the owner to the symbolic threat of imperfection, vulnerability and death, hence the need for disposal and replacement.

 As a healthy and, unfortunately, increasingly unusual response to this,YNKB have initiated a project of restoring and repairing discarded objects, not with a view to returning them to some “perfect” condition, once again satisfying the aforementioned extrinsic “needs,” but so as to return them to intrinsic utility, without trying to hide the effects of accident, time and use, but to find within these, the chance for singularization.

A beautiful precedent for this can be found in Zen pottery that uses chips and breaks in the object that, rather than devaluing it, are an opportunity for the introduction of new color and mark. Like this pottery, the aesthetic affirmed by YNKBs project isn’t one of impossible completion and finality, ironically subverted, covertly, in the interest of new consumption, but one of open participation and change that doesn’t hide from life’s signs of fragility and death, but, rather, finds in these sources for the introduction of creativity giving rise to the new.

Ved YNKB’s Reparations workshops spreder vi flyers i forhold til en given gruppe af mennesker knyttet til den lokalitet, hvor workshoppen afholdes og opfordrer folk til at møde op med genstande de gerne vil have repareret. YNKB etablerer et værksted med redskaber og nyttige ting i forhold til reparation. Reparationerne udføres af folk selv, med hjælp af hinanden og YNKB lykkedes det at udføre de nødvendige reparationer, fulgt af glæde og stolthed over resultatet. Alle reparerede genstande får et reparationsmærkat og fotograferes. YNKB opfordrer også folk til selv at udføre reparationer hjemme, hvis det drejer sig om ting der ikke kan medbringes og tage et foto af reparationen, som så kan indgå i et arkiv over reparationer.

YNKB udgiver også Tema numre, hvor den sidste udgivelse, ”Tema 13 Reparation” dokumenterer 80 udførte reparationer.

Se: www.ynkb.dk

Genanvendelse som bygningskulturel trend

I Kødbyen i København, der fortsat huser en lang række kødgrossister, har en stribe unge designere gennem de sidste  par år etableret virksomheder. De låner så  at sige glansen fra et af Københavns sidste arbejderklassemiljøer og ønsker, som  det formuleredes i en artikel i Urban sidste sommer, “at skabe en ny design-scene,  hvor kreativiteten interagerer med områdets historie”.  Arkitektonisk reservedelslager På detailniveau ses en lignende udvikling,  og efterspørgslen på bygningsmaterialer med en fortid har ført til, at flere byggemarkeder har specialiseret sig i at tilvejebringe og sælge brugte bygningsmaterialer. Et af disse foretagender er Genbyg i  Kastrup. Forretningen, der er otte år gammel, startede ud som et bæredygtigt byggemarked, der solgte høruldsisolering,  linoliemaling m.v. til selv- og frilandsbyggere. Men dette varesortiment blev snart  suppleret med bygningselementer af ældre  dato, hvorefter omsætningen forøgedes betragteligt. Det viste sig nemlig, at der i  hovedstadsområdet var en stigende efterspørgsel på gammelt håndværk, ikke bare det man kan købe, men også det man kan  lære sig – blandt andet på de kurser i  vinduesrenovering, som Genbyg afholder i samarbejde med Center for Bygningsbevaring i Raadvad.   Genbyg fungerer i dag som en slags  arkitektonisk reservedelslager, hvor man  kan finde netop de historiske bygningsmaterialer, vinduer, stikkontakter, døre  og andet, der skal til for at sikre, at en  given bygning fastholder eller genfinder  sit oprindelige udtryk. En del af kundegrundlaget udgøres således af folk med  en specifik restaureringsfaglig interesse,  for hvem materialernes kvalitet og håndværksmæssige forarbejdning og ikke  mindst deres kulturhistoriske værdi har  stor betydning.  Feinschmeckere, selvbyggere  og individuelt særpræg Til denne gruppe af feinschmeckere føjer  sig imidlertid andre kundetyper, som anvender de gamle materialer på en knap  så dogmatisk måde. En gruppe af brugere er selvbyggere, der i deres kolonihaver benytter ældre byggematerialer for at  holde udgifterne ved en evt. til- eller ombygning nede. For denne gruppe er selvgjort velgjort. Og sidegevinsten ved  anvendelsen af ældre – ofte heterogene  materialer – er, at arkitekturen tilføres et  individuelt særpræg.  Det individuelle særpræg er imidlertid også hovedsagen hos andre brugere, for  hvem prisen er mindre afgørende. Her  finder man folk, som er villige til at betale  op til 100.000 kr. for en brugt dør. Hos  denne kundegruppe er udvalget i traditionelle byggemarkeder ikke tilstrækkeligt. Ifølge Peder Hansen, der har været  ansat i Genbyg siden virksomheden start,  ønsker disse brugere nemlig, at deres boliger skal være alt andet end standard.  I denne kundegruppe er man særligt opmærksom på materialernes signalværdi,  og her benyttes særligt udvalgte ældre bygningsdele ofte som en form for gimmick eller personlig signatur.  Peder Hansen mener, at denne sidst nævnte brugergruppe er voksende. “Folk  ønsker flere valgmuligheder; de ønsker  at definere egne valg,” siger han. Tom  Jørgensen, grundlæggeren af Genbyg,  supplerer:  “Hvis en kæde af byggemarkeder har  det samme vareudbud fra Nordkap til  Rom, så er det jo Munchen, der bliver  æstetisk normsættende. Er man bare lidt  bevidst om håndværkstraditioner, kulturhistoriske værdier og bæredygtighed er  det klart, at man ønsker et andet og bredere udbud af varer. I vores byggemarked  satser vi på individuelle løsninger. Vi appellerer til folk, der tænker selv, og som  ønsker at bo på en anden måde. Gennem  genanvendelsen af materialer bevarer vi  ikke alene smukke bygningsdetaljer og  håndværksmæssig kvalitet, men vi forlænger også byggematerialernes levetid.” Bygningsantikviteter En anden nyere virksomhed, der også har,  hvad man kunne kalde komponentbevaring som sit speciale, er Gamle Mursten,  O.C.B. ApS i Svendborg, der, som navnet antyder, sælger brugte, afrensede mursten.  I virksomhedens salgsmateriale anføres det, at genanvendte mursten har en høj  kvalitet og er bedre egnet end nye ved renoveringer eller deciderede ombygninger  af ældre ejendomme. Dette tilskrives det  forhold, at brugte sten har patinering og  dermed kan føje sig sømløst ind i den eksisterende bygning.  Hvad angår nybyggeri, menes gamle mursten at have særlige egenskaber, idet  de kan “bringe historie og sjæl” ind i den  nye arkitektur. At bygge med genanvendte sten er en omkostningsfuld affære, idet  stykprisen pr. mursten er op til 3 gange så høj som for nyproducerede sten. Imidlertid er man som bygherre gennem genanvendelsen med til at begrænse belastningen af miljøet. Da murstenene leveres  enten som hånd- eller maskinafrensede  og fås i flere tegltyper, er der desuden mulighed for at skabe varierede og individuelle bygningsudtryk. Også hos Tibberup Høkeren, en specialbutik for bygningsbevaring i Helsingør,  er brugte bygningsmaterialer et salgsobjekt.   “Det individuelle særpræg er også  hovedsagen hos brugere, for hvem  prisen er mindre afgørende. Her  finder man folk, som er villige til  at betale op til 100.000 kr. for en  brugt dør.”

Her sælges, som det formuleres på hjemmesiden, et “udsøgt udvalg af originale  bygningsdele”, som man har valgt at  kalde “bygningsantikviteter”. Desuden  findes der her et større udbud af nyfremstillede ‘gamle’ beslag, lamper, tapeter,  kakler og andet udfærdiget i såkaldt historiske materialer. Materialernes kvalitet,  historiske signalværdi og æstetik synes  her at være et væsentligere salgsargument  end bæredygtighed, økologi og den egentlige alder. Men dette er muligvis en generel tendens i den vestlige verdens forbrugssamfund.  Kaster vi et sammenlignende blik på udviklingen inden for modeverdenen, kan  en tilsvarende interesse for det brugte eller  semi-brugte iagttages. Det er fx praktisk  talt umuligt at opstøve et par jeans, som  fra producentens side ikke er enzymbehandlede og påført slidmærker, så de fremstår med et ‘used look’. Moderigtigt genbrugstøj er også populært og sælges under  betegnelsen ‘vintage’. Det kan tilpasses  den enkelte – customizes – hvilket giver  det et individuelt særpræg. Genbrugstøjet  og det, der ligner, bliver dermed et middel,  som den enkelte kan bruge til konstruere  en unik identitet. At det overordnede udtryk er enestående, er vigtigere, end at det  er sandfærdigt. Set i dette lys, er det tydeligt, at fortidens levn kan betragtes som en handelsvare, et forbrugsgode, som vi benytter, når  vi fortæller omverdenen, hvem vi er. Vores  boliger reflekterer på samme måde som  vores klæder, hvilket livsstilssegment vi  tilhører. Tages dette i betragtning, er det  ikke underligt, at de ovenfor nævnte forretninger, som handler med brugte bygningsmaterialer, primært appellerer til private  boligejere, som gennem køb og genanvendelse af forskellige komponenter i bogstavelig forstand kan bygge sig en identitet.

’

Et spørgsmål, man med rette kan stille, er, om den genanvendelsespraksis, hvor  forskellige bygningskomponenter integreres i nye arkitektoniske helheder, på  nogen måde er med til sikre en bygningskulturel arv.  Komponenterne bevares, vist så, men  de er løsrevet fra deres oprindelige arkitektoniske sammenhæng, og fordi vi ikke  længere har noget præcist kendskab til,  hvordan de er skabt, og hvordan de har  været brugt, tømmes de gradvist for betydning. De er blevet gjort til dekorative  salgsobjekter og refererer nu kun svagt  til den fortid, de er et produkt af.  Når et byggeelement af ældre dato erhverves for at indgå i en anden arkitektonisk sammenhæng end den oprindelige,  investeres det med ny betydning. Det  bruges til at generere nye historier og  nye fortolkninger – også rumligt æstetiske – og bliver dermed en del af en  ny bygningskultur.  Noget tilsvarende sker i mange tilfælde for de bygninger, som gennem arkitektonisk intervention, konverteres til anden  brug. Uanset hvor gennemgribende disse  interventioner er, har de i reglen en æstetiserende karakter. Når arkitekten lægger  nye snit ind i en eksisterende bygning, ombrydes de oprindelige konstruktive og  rumlige principper, og ofte reduceres den  oprindelige arkitektur til en form for historisk staffage i et byggeri, der grundlæggende kan betragtes som nyt.  Selvom byggematerialerne er historisk  autentiske – er det overordnede udtryk  ikke nødvendigvis mere korrekt – eller  mindre forlorent – end hvis man med nye  materialer gengav en gammel form.  Når vi overvejer at give fortidens bygninger et efterliv, hvad enten de er hele  eller adskilt i dele, bør vi måske refl ektere mere nuanceret over, med hvilket formål vi genbruger, hvad og hvordan vi gør  det – og for hvem.

ph.d.-studerende, mag.art. Rikke Stenbro

Pizza, poser og stencils

Pizzaer og stencils er det nye makkerpar i de københavnske gader, fortæller Kissmama – street artens ellers artige navn.

”Jeg kan ikke helt huske hvor eller hvornår idéen til pizzabakke-stencil-skjuleren kommer fra. Muligvis har jeg læst om den på nettet - måske har jeg fundet på den i en brandert, hvor jeg spiste pizza sent om natten. Can't remember.”

Stencilskjuleren går ud følgende: spis pizzaen, tag en Stanley-kniv og skær bunden ud af pizzabakken. Husk at beholde en cirka fem centimenter bred kant ud til alle fire sider. Tag en stencil – som i størrelse er afmålt i forhold til pizzabakkerne hos den lokale pizzatyrker – og klæb den på undersiden af pizzabakken. Man står nu med en vaskeægte stencil-skjuler i hånden lavet af 100% affald.

Når malingen stadig flyder på væggen, og politibilerne farer rundt på jagt efter forbryderen i det københavnske nattemørke, står man ubekymret som et forårslam med en pizza og en cola i hånden. Velbekomme, hva!

”Idéen er, at når man skal spraye, åbner man pizzabakken og holder den op mod muren. Bakkens kanter gør, at man undgår at spraye på muren udenfor stencilkanten,” pointerer Kissmama.

Pizzabakkens stive kanter og faste form gør stencil-sprayningen lynhurtig, og det er  langt nemmere at fise rundt i byen med sit budskab uden at slæbe på de ellers fedtede og våde skabeloner.

”Jeg har selv brugt idéen i en kort periode, men jeg er for sjusket til at lave gode stencils,” fortæller Kissmama med et lille suk.

”Nu ved jeg ikke, om der er nogen, der bruger pizzabakken længere? Men jeg ved, at der er en del,  der også bruger en papirpose, hvor stencilen er skåret ud i bunden. Den model er især god, hvis du skal lave stencils på fliser eller på vejen.”

Et spray ned i bakken, et spray ned i posen, og byen er en stencil rigere.

StencilFakta

Stencil kaldes også for skabelongraffiti, hvor spraymaling eller maling sprøjtes over et stykke karton med udstandsede huller. Teknikken er første gang anvendt i gadekunsten af den franske street art kunstner Blek Le Rat i Paris i 1981 under sloganet ”vite fait – bien fait” (hurtigt, men godt gjort).

af Lasse Korsemann Horne